Mit 2018

Rubjerg Knude. En perle i Nordjylland

Rubjerg Knude. En perle i Nordjylland

Rubjerg Knude

I torsdags gik turen til Rubjerg Knude for at se fyret, og det smukke område. Jeg har i meget lang tid ønsket at opleve stedet, og med en fridag, og kun en times kørsel fra Aalborg, så var der ikke længere nogen grund til at udskyde det!

Vi kom ved eftermiddagstid, og himlen var helt fantastisk smuk. Jo flere skridt jeg tog imod toppen, jo mere overrasket blev jeg over, at vi har så storslået og smukt et sted i Danmark. Jeg havde naturligvis taget mit kamera med, i håb om at få nogle gode skud. Men ikke engang billederne viser den vilde skønhed, som Rubjerg besidder. Udsigten udover vandet er betagende, og der er en helt fantastisk atmosfære. Hvis du bor i “nærheden” og er glad for natur og frisk luft, så skal du gøre dig selv den tjeneste at planlægge en tur dertil. Du vil ikke fortryde det!


Rubjerg Knude


Lidt om Rubjerg Knude fyr

Rubjerg Knude Fyr blev opført i 1899, og blev for første gang tændt i 1900 d. 27/12. Men med tiden voksede klitterne så meget, at de til sidst blokerede fyrets lys. Og da flere år gik, kom der da også nye teknologier som gjorde navigation lettere, og derfor blev fyret tændt den sidste gang i 68 i august, altså for 51 år siden. Med eller uden lys, så er det altså stadigvæk et overdådigt smukt naturområde.

Hvis man går helt op på toppen, og kigger udover vandet, så har man udsigt til den 12 kilometer lange Lønstrup klint. Klinten viser hvordan jorden er blevet påvirket af den sidste istid, som igennem fremrykning har skubbet jorden op i bakker. Det er et fantastisk smukt syn.

Hele området, inkl. Lønstrup Klint er et natura 2000 område. Det vil sige, at Danmark er forpligtet til at sikre bevaringen af tilstedeværelsen af blandt andet havtornklit, grå/grønt klint og kystklint. Det skal bevares, da det på europæisk plan er enten sjældent, truet eller i hvert fald karakteristisk. Vi lagde med det samme mærke til havtorn, som var at finde langs stien op mod fyret.


Rubjerg Knude


Eftersom at naturens kræfter er større end noget andet, og at der hvert år gennemsnitligt ryger ca. 1.25 meter af klinten, så forventes det at fyret skrider i havet inden år 2020. Så hvis I vil nå at opleve det smukke fyr, så har I cirka 350 dage inden udgangen af 2020. Dog har der været snak om at flytte fyret 40 meter længere ind, inden det er for sent. Jeg ved ikke om det bliver aktuelt. Har du besøgt Rubjerg Knude før?

I kan se mine andre rejsedagbøger- og indlæg her.

 

Følg mig på instagram her

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit 2018