Angst, hårtab og familiesammenføring


Det her indlæg bliver endnu et personligt indlæg, lidt en fortsættelse af indlægget fra sidste uge tror jeg.

For udover alt det stress jeg har med hensyn til ikke at have en sikker fremtid foran mig, så er der jo også en familiesammenføring som presser på. Sagsbehandlingenstiden er nu gået 2,5 måned over det tilladte. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved bare det tager meget hårdt på os alle, men aller mest på mig. Der er det sygeste pres på mig, for får jeg ikke en tiltrækkeligt indtægt, så går det ud over hele familien fordi jeg forsørger dem.

Jeg lider under det vildeste søvnunderskud, og jeg får ikke spist ordenligt, jeg stresser meget, og jeg kan ikke finde ro. Jeg har sååå svært ved at slappe af. Jeg tror den bedste måde for mig at beskrive hvordan jeg føler, er at bede folk om at forstille sig løbe og løbe udden at stoppe den vejretrækning man laver, hvor man hiver efter luft mens man løber… Sådan føler jeg, at jeg hiver efter vejret bare ved at eksistere.


Stress og hårtab

Jeg har som tidligere vist på instagram, fundet den her skaldede plet i min hovedbund. Lægen sagde, at det var på grund af stress.
Jeg har nu på min ferie snakket med manden derhjemme, som fortæller at der ikke er et eneste hår at finde nogen steder derhjemme, mens folk her i kosovo er begyndt og klage over de finder mit hår over alt? Og nu ser jeg sådan her ud…. Jeg stresser, alt gør mig stresset.. Jeg stak nærmest af fra alt fra Danmark for at kunne finde noget ro og for at slappe af, her sidder jeg anden uge og stresser og panikker.. En angst der har ramt mig som et fucking lyntog, bange for at blive skaldet?



Angst

Angst er noget jeg ikke har haft lyst til at dele, for jeg følte lige pludseligt at alle havde det, og at alle skulle dele det på de sociale medier…. ikke at det skal være et emne vi ikke skal snakke om, men jeg følte lidt der gik lidt trend i at skrive om det, så jeg lod være. Jeg har heller ikke været klar til at dele det med en masse, fordi jeg selv lige skulle lære og håndtere det og finde ud af hvad det var.

Da jeg gik til lægen med det i sommers, er det 3 år siden det begyndte, og siden da har jeg skulle finde ud af hvad der udløste det, og hvordan jeg håndterer det. Alt det skulle jeg finde ud af, før jeg har følt mig stærk nok til at snakke åbent om det. Jeg ved godt det er noget alle har i kroppen, som er med til at alarmere mennesker om ”katastrofer” eller hvis der er fare… MEN jeg har i de sidste ca 5-6 måneder slet ikke haft kontrol over det. Min læge ville gerne jeg tog medicin for det indtil jeg kunne komme forbi en psykiater. Jeg ville helst gerne undvære, men kunne også godt mærke, at jeg ikke kunne fortsætte uden hjælp. Det endte med jeg tog EN pille og følte mig så fuckt og så dårlig, at jeg lod fuldstændig være og har faktisk bare ”behandlet” mig selv, eller, forsøgt på det ved at prøve og finde ro og kontrollere det. Selve angsten er der okay kontrol over, udover da jeg fandt ud af jeg taber mere og mere hår rundt omkring.

Jeg kan bare ikke få ro i sindet, jeg kan ikke slappe af, og jeg bliver simpelthen så hurtigt ked af det? Af ingenting? Jeg forstår det ikke…

Spørgsmålet er også hvor meget mere skal jeg holde ud, indtil familiesammenføringen bliver godkendt? Jeg VED med garanti at så snart jeg kan slippe lidt af med det store ansvar jeg har for den her familie, at så vil jeg kunne have tid til at tænkte på hvilke behandlinger der er til mig, Hvad kan hjælpe mig videre, eller hjælpe mig så jeg kan blive mere glad igen? Hvor meget mere kan jeg holde til? Det vil tiden jo vise… Er der nogen der ude der har prøvet det samme med håret, så skriv og fortæl mig gerne om det! Hvad som helst.

Kys og kram herfra

Opdatering og sandheden på bordet


Jeg har været væk fra bloggen rigtig rigtig længe, og på den tid er der sket mange ting.

Det værste må være, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte henne? Forestil dig.. du står midt i et lyskryds, og der kommer fuld fart mod dig fra alle fire veje. Forestil dig alt det rod som du har, og som kun du kan rydde op i, det er mit liv for tiden. Jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre det. Derfor bestilte jeg en spontan to ugers ferie langt fra Aalborg, sammen med min mor, hvor jeg befinder mig nu.

Jeg kunne mærke jeg havde brug for at komme væk, jeg havde brug for at sove uden at stå op om natten pga. bekymringer, for så at falde i søvn igen grædende… Jeg føler mig frustreret og træt i både hovedet og kroppen, jeg har brug for ro og for at kunne mærke min krop og mig selv igen.

 

Siden sidst I har hørt fra mig….

 

….. er der sket det, at jeg meldte mig til HF fjernundervisning, fordi jeg simpelthen var nødt til at få en uddannelse. Mest af alt for at have noget at kunne falde tilbage på. Jeg arbejder med rengøring i et firma, et firma jeg har arbejdet for i 5 år, som jeg har elsket at være en del af. Jeg har for 3 år siden af en tidligere servicechef derfra fået den besked, at så snart tiden var inde til det så ville jeg få en stilling som serviceleder, jeg har det rigtig godt med alle i firmaet, både dem på kontoret og medarbejderne. Det er jeg rigtig glad for! Jeg vælger så at vente på den her stilling, og i mellemtiden arbejder jeg for firmaet, og jeg arbejder langt mere end nødvendigt, faktisk som var det mit eget, jeg sørger for medarbejderne har det godt ved at hele tiden videregive de vigtige informationer, og meddelelser til dem på kontoret (med deres tilladelse selvfølgelig). Kort sagt jeg arbejdede mere end nødvendigt, og fungerede egentligt som langt mere end en blot en rengøringsassistent i firmaet. Der sker så det, at der kommer en ny servicechef, hvorfor aner jeg ikke. Men en ting jeg kan sige er, at det kunne mærkes både på medarbejderne, men også på mange andre måder (den dårlige måde). Mange af medarbejderne er utilfredse og kede af det, en af dem har tilmed grædt rigtig meget.

Nok om det, jeg venter jo på den her stilling. Og imens jeg venter opfodrer mine kollegaer mig til at videregive nogle ting til ledelsen. Derfor vælger at arrangere et møde i stedet, og alt gik fint. Jeg får så at vide, at jeg kan komme på en prøveperiode på 3 måneder som serviceleder, og selvfølgelig takker jeg ja til det, fordi jeg VED jeg kan, og at jeg rigtig gerne vil.
Der går lidt tid og jeg kan mærke jeg er oppe på godt og vel 37 timer næsten, oveni det studerede jeg 4 fag og har altså to børn oveni. Jeg prøver og snuse mig lidt omkring, for at finde ud af hvor stor chancen er for, at jeg får den her stilling således jeg kunne droppe ud. Så hvad skulle jeg gøre? Lægge alt min energi i jobbet, eller fokusere på mine lektier og mine børn? Jeg får af vide at alt er rigtig godt, og jeg skal bare fortsætte med det gode arbejde, en ting vi lige skulle følge op på var min kommunikation med kunderne, fair nok. eJg havde ikke haft kontakt med kunderne på samme måde før, som jeg nu skulle have som leder, så det forstod jeg godt. Aftalen blev, at jeg kører en uge alene, og en uge med chefen som ejer firmaet, så jeg kunne lære alt det vigtige.

Første uge gik, og derefter anden uge, og ingen kom med mig? Jeg havde på det tidspunkt ikke alene fået et okay godt forhold til mine kunder, men faktisk også solgt rengøring og andre ting. Jeg bliver så ringet op af min chef, og bliver tilbudt et måltid mad, for så derefter at få nyheden om, at jeg ikke er klar endnu, men at jeg bare skulle kæmpe en masse for at bevise, at jeg er den rette til stillingen. Så jeg siger okay til at kæmpe, for jeg havde mistet mine studier, og sat et mål i mit hovede om at jeg skal gøre alt hvad jeg kan for den her stilling. Men øh nej, jeg får så et andet opkald to dage efter eller tre, og får at vide, at det faktisk allerede er blevet bestemt at jeg ikke skal have lederstillingen. Men det havde INTET med mig at gøre, det var en beslutning der var taget på baggrund af økonomiske problemer. Jeg tænker bare SERIØST? Har jeg i alle de 5 år arbejdet min røv ud, passet på et firma som var det mit, ladet 5 år af min datters opvækst gå forbi mig ved at hun er blevet passet af sin far og mine forældre, og kun set hende meeeeeeget lidt pga. arbejde? Hell no, jeg føler mig som en kæmpe idiot. Jeg føler min arbejdskraft er blevet misbrugt på det groveste, uden nogen form for respekt og taknemlighed. Jeg føler faktisk, at jeg har bevist mere end rigeligt, og nå ja, jeg fik en besked der lød sådan her, ‘‘vi vil rigtig gerne du bliver i firmaet, for vi kunne godt tænke os, at du bliver serviceleder senere hen når der er råd til det”?…. Ellers tak, jeg er gået glip af min datters opvækst nok, det kommer aldrig til at ske.

Find mig timer der ligger mellem 8.00 – 15/16.oo – så er jeg klar, ingen aftenvagter ingen weekendvagter til mig længere.

Lige nu er jeg i Kosovo. Jeg har ikke styr på tingene derhjemme, så jeg har absolut ingen anelse om hvad der kommer til at ske fremover.

Mit 2018

Mit 2018

2018 recap


Nu er det blevet tid til en lille 2018 recap for at opsummere det gode 2018.

Året startede ud på den Dominikanske Republik hvor min mor og jeg fejrede både jul og nytår. I sommers begyndte jeg en detailhandelsuddanelse, og efter et veloverstået grundforløb gik jeg på sommerferie og nød en af de varmeste og mest magiske somre nogensinde. Hver dag bestod af sol, hygge, grill, øl og fantastisk selskab. Sommeren bød også på mange spændende ture rundt i Nordjylland, og naturligvis aldrig uden kameraet i tasken.

2018 var også året hvor jeg for første gang begyndte at lave betalte instagramsamarbejder, hvilket har været et stort skridt fremad for mig. Mine ambitioner for instagram og influencing er store, så det er et kæmpe klap på skulderen, at nogle synes ens content er godt nok til, at de vil betale for indhold på ens platform.

I juli måned flyttede Nderim og jeg ind til vores nye lejlighed, og vi er stadig helt vildt glade for at bo her. Efter stor efterspørgsel, så lover jeg at der snart kommer en house-tour på youtubekanalen!

Til august rejste jeg til Korfu sammen med aller dejligste veninde Sofie. Vi lejede en bil og kørte øen tyndt. Vi tog en masse billeder, og fodrede flere katte og hunde end I kan forestille jer. Vi havde den perfekte ferie, som bestod af lige dele afslapning og oplevelser. Korfu har min største anbefaling hvis man ønsker lidt af det hele!

Efteråret bestod af en fuldstændig unik tur til Palæstina. Vi havde længe talt om rejsemålet, og fik bestilt flybilletter i god tid. Vi rejste på egen hånd, og boede i hhv. Ramallah, Jerusalem og Betlehem. Vi besøgte derudover Det Døde Hav, Jericho, Hebron og mange unikke og fantastiske steder. Alt i alt en tur og et minde som jeg ikke vil bytte for noget i verden.

Tidsrummet fra efteråret og til nu er blevet brugt på at arbejde og blogge. Der skulle nemlig spares op til en rejse i februar til Sri Lanka, som jeg glæder mig helt vildt til. Nytårsaften blev tilbragt sammen med skønne venner, og jeg kan afsløre, at der også kommer en nytårs-VLOG op i løbet af denne uge.

Udover at jeg har oplevet nogle spændende steder i verden, så har jeg også udviklet mine interesserer og evner indenfor fotografering. Jeg har brugt en masse penge på nye og bedre objektiver, hvilket helt klart har forbedret kvaliteten af mine billeder. Jeg elsker at stå bag et kamera mere end noget andet, og jeg kan slet ikke vente med at vise jer en masse spændende og lækkert indhold i 2019.

Så jeg ser tilbage på 2018 med et kæmpe smil på læben. Det har på alle mulige måder været fantastisk!

Det kan også være, at nogle af jer derude har haft et hårdt eller udfordrende år. Og til jer som har haft det hårdt, uanset årsagen, så vil jeg bare sige, at jeg håber I får et lykkebringende 2019. Fyldt med smil og glæde!

Sidst men ikke mindst, så vil jeg lige sige, at jeg synes nytårsfortsætter er en glimrende anledning til at sætte sig selv nye mål for fremtiden. Et af mine mål er, at jeg vil lave flere videoer til youtube. Jeg vil bruge endnu mere energi og tid på fotografi. Derudover vil jeg øve mig i at meditere, og dagligt huske mig selv på at værdsætte de små ting i livet. Et positivt og taknemmeligt mindset kan gøre underværker for dig selv og dine omgivelser!

Godt nytår, og tusind tak til alle jer der læser med derude ♡

Min mening om fokus på plantebaseret livsstil

3eeb3bb1-d3b6-42fc-a761-f51ab51ca148

Billedet er fra Aalborgs bedste pizza sted

I dette indlæg vil du komme til at læse om min mening om det kæmpe fokus der pt. er på vegansk mad, samt dyrevelfærd.


Min mening om fokus på plantebaseret livsstil..

Jeg vil inden jeg går i gang gøre dig opmærksom på, at dette kommer til at lyde ret hårdt og direkte sagt, og det er udelukkende min mening om alt det her, og ikke Elisabeths. Du er mere end velkommen til at komme med din. Jeg er godt klar over der er mange der vil føle sig ramt, og ikke vil tage det her indlæg i mod med åbne arme, men jeg har lige så meget en mening om alt dette som de der er veganere. Så here you go! Du skal nok regne med den bliver lidt langt, for det er jo ikke en opskrift jeg kommer med her, haha. 

Jeg ser og læser en del om alt det her med at være veganer på de sociale medier, jeg har lige siden alt det her er startet, inden det har taget overhånd, bare været ligeglad. Jeg mener nemlig at enhver person jo selv bestemmer hvad de vil spise og servere hjemme hos dem selv. Og når jeg skriver “ligeglad” så mener jeg ikke, at jeg er ligeglad med dyrene, og har villet lukket øjnene for det. Men jeg synes, at det hele startede med at fokusset var på fabrikkerne, og de mennesker der slagtede dyrene forkert! Der kom jo masser af videoer hvori man kunne se hvordan dyrene blev behandlet med spark, stød og boltpistoler.

De sidste to stk, blog indlæg jeg har læst har været så grove at JEG, der ellers er ret ligeglad, har følt mig ramt? Ramt som i at føle mig som et hjerteløs menneske med den sygeste tanke om en trang til at spise dyr bliver slagtet på den mest klamme måde? Altså hvad fanden? Hvorfor er det gået så vidt, og så meget over grænsen, til at man skal føle sig psykopat, ærligt? Jeg synes at man som veganer, specielt som blogger, (indlæg bliver jo læst af alle mulige mennesker) burde lade fokusset være på de rigtige, og ikke på om folk vælger at spise kød eller ej! Og der mener jeg at det er fabrikkerne og folk der arbejder der, der er skyld i det? Er man tvunget af chefen til at gøre sådan nogen ting så meld dem for helvede da, der er så mange muligheder i Danmark for at beskytte dyrene. Lad være med at få folk til at føle sig unormale og alt muligt shit! Helt ærligt, man sidder seriøst tilbage og tænker ”Tror de seriøst man går ud og slår et dyr ihjel suger alt dens fucking blod ud og til sidst æder hele lortet råt eller hvad?” Lad nu være altså, det var normalt for ikke mindre end 6 måneder også for dig, og det er det stadig! Der var det ikke så ”in” at være vegetar. Der ser jeg så det lidt sjove, for hvor mange er egentlig vegetar? Jeg har set insta story hvor de skriver ” Nå ja, det er ikke så vegansk, men jeg var i byen i går, I need fastfood???” Og så er det at jeg tænker ‘seriøst?? Er du vegetar på deltid? fordi du måske kun blogger på deltid? wtf kvinde?” Det er jo helt hen i vejret det her, det er jo ikke noget man kan stå inde for så? Jeg forstår det ikke.

Og når ja, nu jeg skrev ”in” så er det fordi det er det syn man får når man kigger rundt i de forskellige instaprofiler af alle mulige bloggerplatforme der er, de deler fandeme kun veganske opskrifter, jeg forstår godt hvad de platforme er ude på, det er jo at få flest læsere og eftersom der er så mange veganer både de der er det på fuldtid og på deltid. Så det er det jo det folk gerne vil læse, men glemmer de ikke lidt folk som mig som faktisk eeeelsker kød 😀 Og ikke giver en fuck for vegansk mad? Jeg vil gerne se lækre opskrifter på kød og alt muligt andet hvor der er mælk og æg i. Jeg har selv en masse opskrifter jeg godt kunne tænke mig kom ud til folk. Jeg har en veninde som før i tiden læste blogs, hun ringede til mig og spurgte hvorfor der er så meget fokus på alt det vegansk mad? Og hvorfor det er så in, det gjorde simpelthen at hun ikke gad læse flere, inklusive vores blog! Jeg tror helt bestemt mange bloggere skal tænke over hvordan de formulerer sig, og hvor de virkelig gerne vil have der er fokus på. For det startede helt sikkert med, at nå ud til flest muligt og åbne deres øjne på hvordan dyrene blev behandlet, men det har taget en drejning og er blevet til noget hvor man dømmer en som person fordi man spiser kød? Det kan godt være det er blevet bevist, at kød er kræftfremkaldende for vores krop, men er cigaretter ikke også det? Og hvor mange kommentere på det, og får det i det hele taget en til at stoppe? Egentlig ikke, jeg nyder stadig en hver 4 time. Også selvom kræften har været tæt på!

Så søde dig som spiser kød, og som læser en masse bullshit på de sociale medier, du er fucking ikke UNORMAL! Bare fordi du spiser kød, og godt kan lide at nyde en god bøf med et glas rødvin! Fordi du spiser kød er du altså ikke psykopat, tværtimod er det de folk der arbejder med dyrene som ikke behandler dem ordenligt. Så lad os nyde vores kød sammen.

Jeg beklager mit grimme sprog 😀 men lad det tage overhånd sammen med det bullshit der er fokus på lige nu.

Som sagt skriv hvad fanden du føler for, om det er med eller i mod min mening i don’t care, jeg vil gerne læse jeres mening og vil også gerne bruge en hel aften på at diskutere det med dig/jer.

Forsat god aften, og velbekomme hvis du er i gang med at spise!

Vil du starte en blog? 5 gode tips!

6e2b01b2-338f-41a5-9d91-146d68482fa0


Hvordan skriver man en blog? Jeg kan tydeligt huske hvor lang tid jeg brugte på at gøre tanke til handling mht. at starte med at skrive en blog. Der var rigtig mange overvejelser med: Hvad vil folk tænke? Hvad skal jeg skrive om? Gider folk overhovedet læse med? osv. osv. Det som egentligt fyldte mest, var nok det der med hvad andre ville tænke om at man starter en blog, hvilket faktisk begrænsede mig i mange år. Og det er jo egentligt bare dumt – hvis bare jeg var startede flere år tilbage, så kunne det jo være, at jeg var kommet længere med bloggen, end jeg er den dag i dag.

MEN når det så er sagt, så kom jeg heldigvis i gang (bedre sent end aldrig) og som mange af jer måske i forvejen ved, så er jeg mega glad for, at jeg lagde tankerne om hvad andre ville tænke på hylden, og bare fokuserede på min ide om den her blog. Jeg havde slet slet ikke turde håbe på, at jeg/vi ville komme så langt med den, på blot to år. Jeg er vildt taknemlig for det, og taknemlig for alle de mennesker jeg har mødt på vejen i den her proces!

Okay, nu til hvad dette indlæg i virkeligheden skal handle om! Jeg har udformet nogle gode tips til dig, som overvejer at opstarte din egen blog. Det er altid rart med gode råd til at starte med, da man lige skal lære hele blogverdenen at kende, og det kan godt tage noget tid – hvis jeg selv skal sige det.

  1. Find ud af hvilken slags blog du vil have?

    Skal det være en madblog, modeblog, rejseblog, livsstilsblog eller noget helt andet? Livsstilblogs er ret brede, og det giver en friheden til at skrive om hvad end man har lyst til, og der kræver det, at man kan dele ud af det personlige, for når man ikke kører et bestemt emne på bloggen, og folk skal have lyst til at komme tilbage, så skal det jo være fordi de finder DIG som person interessant. Derimod vil eksempelvis en vegansk madblog rette sig til mennesker som er interessede i veganske opskrifter, og vil derfor læse bloggen fordi de ved, at man der kan finde gode veganske opskrifter, ikke fordi de er interesserede i at vide hvilke julegaveønsker du har i år.

  2. Skal din blog være personlig, så husk:

    At når du deler ud af personlige historier, tanker og oplevelser så kan alle læse det (no shit), men altså, du ved ikke hvem der sidder på den anden side af skærmen. Så vær varsom med de detaljer du deler ud af, og hvis ikke du er klar på, at folk du ikke kender, kommer hen og spørger ind til hvordan det går med din graviditet (reference til Lena) så skal du ikke blogge personligt, da du vil føle dig nøgen, når folk du ikke kender ved ting om dig, og det kan godt være svært at sætte sig ind i, før man har prøvet det.

    Lena og jeg kan godt lide at dele personlige historier, da vil føler at det opbygger loyalitet til vores læsere, og vi blogger om livsstil, så vores blog er generelt et personligt space hvor folk kan læse om hvad end de har lyst til, om det så er om en tur til københavn, en opskrift på chokoladeboller eller noget tredje. Dog er det naturligvis ikke alt vi deler – for mig er der en grænse, måske en dag jeg bliver bedre til at dele “helt ind til benet” – personlige historier, men så skal jeg tænke det rigtig godt igennem inden.

  3. I opstarten af bloggen, så hav nogle indlæg klar, så der er lidt forskelligt for folk at kigge på.

    Tænk også gerne over designet på bloggen, hvordan kan du få det til at se harmonisk ud. Lyse eller mørke farver? Vi har en sidebar på bloggen, så nye læsere altid hurtigt kan få en kort beskrivelse om hvem vi er. Og det kan jeg varmt anbefale, da jeg også selv, når jeg læser blogs, foretrækker at der står et par linjer om personen bag bloggen.

    Husk også, at kvalitet frem for kvantitet er totalt vigtigt. Selvfølgelig er det godt at poste indlæg ofte, men indholdet skal altså også være noget ved – vi har førhen postet indlæg næsten hver dag, men det betød også, at der blev gået lidt på kompromis med indholdet, da man altså ikke hver eneste dag har tid til at skrive uddybende indlæg, eller gode personlige historier. Et godt indlæg tager tid, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan godt have et indlæg som kladde i 2-4 uger, før det bliver offentliggjort.

  4. Billeder er alt! Spørgsmål: Hvordan vil du først og fremmest fange dine læsere?

    Svaret er: GODE BILLEDER. Det kan altså godt betale sig at sætte ekstra tid af til at få taget nogle gode billeder i god kvalitet til dine indlæg. Selvfølgelig har titlen på indlægget også meget at sige i forhold om folk klikker ind på det, men billeder er lige så vigtige. Og det kender man jo godt fra sig selv, (gode) billeder fanger. Jeg kan godt anbefale at investere i et godt kamera. Jeg ved godt at Iphones tager udmærkede billeder, men når man læser blogindlæg fra computere, så forstørres billederne jo, og så er det tydeligt at vurdere billedernes kvalitet – og det er efter min mening ikke imponerende med Iphonebilleder.

  5. Hvad vil du selv gerne læse om hos andre bloggere?

    Det som DU finder interessant at læse om hos andre, det skal du selv skrive om. Hvis du sommetider er løbet tør for inspiration til hvad du skal skrive, så tænk “Hvad gad jeg egentligt godt, at en hvis blogger delte ud af” og prøv i stedet at del ud af det selv. Det som du selv finder spændende at læse, synes dine læsere med garanti også er spændende. Så prøv at gå ind i “læserrollen” og lad som om det er dig selv der skal sidde og læse blog. Hvad synes du er underholdende eller interessant? Og hvad synes du er kedeligt?

Jeg håber I kunne bruge disse tips og råd til noget! Kommenter endelig hvis du enten har spørgsmål, eller andre gode punkter som kan tilføjes!

Hvis I har lyst kan I også læse et af mine lidt ældre indlæg fra i sommers, hvori jeg har skrevet lidt om hvorfor jeg blogger. Læs med her.