Kære mor

img_2549 img_2550 img_2551 img_2552 img_2555img_2564


Jeg har ærligt talt aldrig gået meget op i det her med mors dag… eller, da jeg var lille plejede min veninde og jeg at gå hen i Super Best med en 20’er hver i hånden, og købe en blomst til vores mødre. Men de sidste mange år har jeg ikke gjort så meget ud af det. Mors dag er en fantastisk måde at fejre vores mødre på, at ære og takke dem for alt det de har gjort for os. Man synes jo altid, at ens egen mor er den bedste mor i hele verden – og det vil jeg for altid synes. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse når jeg siger, at dette lille indlæg er tilegnet min dejlige mor.

Jeg har altid kun haft en forælder, og det samme med min bror – og jeg har ALDRIG nogensinde i mit liv manglet noget som helst, når jeg tænker tilbage på min barndom er det kun smil og kærlighed der kommer frem i mig. Af hjertet tak til min mor, fordi hun har givet mig så meget!

Jeg ved ikke om dette er en generel “mor-ting” det der med altid at have en tendens til at tro, at alt der gået galt på børnenes vej, er mødrenes skyld. Det er jeg altså lige nødt til at fastslå en gang for alle for min mor, at det er det ikke! Husk det nu! Min mor har sørget for min bror og mig hele vores liv, og jeg ved jeg taler på begges vores vegne når jeg siger, at vi vil bruge resten af vores på at give det hele, og meget mere igen!

Min mor har lagt grundstenene for hvem jeg er i dag. Hun har lært mig næsten alt jeg ved. Men nu er jeg selv voksen, og er mit eget individ, så jeg ved også, at der er nogle ting som hun kan lære fra mig.

Kære mor, jeg ved godt, at du er typen som gerne vil, og kan klare alt helt selv – endda til perfektion. Du er der altid for andre, du påtager dig så meget ansvar, men du har svært ved at spørge om hjælp, når du selv har brug for det. Du skal bare vide, at du ikke skal være perfekt, det perfekte er uopnåeligt, og det er et underligt ord som slet ikke bør eksistere. Det er naturligt, at man ikke kan klare alt alene. Det er okay at spørge om hjælp, og okay nogle gange at være afhængig af andre – det er derfor vi har mennesker omkring os, så vi kan supplere, støtte og hjælpe hinanden.

Tak fordi du ALTID har støttet mig i alt – også selvom du til tider ikke har været enig i de valg jeg har taget – eller de holdninger jeg har haft.

Jeg ELSKER dig ❤

 

 

 

 

Update på min mand

Af Lena Shabani 


img_1661


Jeg hader at gå hjemme, for jeg føler mig helt alene! Elisabeth går jo i skole og Camilia bor jo i København, mine andre veninder arbejder mens jeg går hjemme. Min mand er jo i kosovo, mine forældre har faktisk været hjemme ved mig hele påsken hjulpet en del med børnene så jeg kunne få sovet igennem, for når de ikke er her så får jeg bare ikke sovet. Medina står jo op kl 06.00, og så får jeg bare ikke sovet mere! Men ærligt når begge børn er puttet, og jeg sidder i stuen helt alene så bliver jeg bare så deprimeret og ked af det, ikke nok med at hele dagen går på at være alene og hjemme, så når aftnen også rammer, så mangler jeg virkelig min mand! Bare det at kunne drikke kaffe og snakke med en mangler jeg virkelig.

Det er ved at være to måneder siden min mand og svigermor tog tilbage til kosovo, han skal jo være ude i 3 måneder inden han må komme igen! Tiden er gået ret hurtigt for mig, for jeg har jo haft to børn at tage mig af hvorimod han Intet har at tage sig til end at gå og savne os og tænke på os! Men der præcis kun 34 dage til han kommer igen og jeg glææææder mig så sindssygt meget!
Medina har ikke rigtigt reageret så slemt på det som hun gjorde sidste gang, hun nævner ham og siger også at hun savner ham rigtig meget, og så kunne han heller ikke være her til hendes fødselsdag, det gør det heller ikke meget bedre! Jeg har sørget for at ringe til ham om morgen så han kunne være med til at vække hende og synge for hende, og hun så ud til at være blevet glad! Men mere om hendes fødselsdag kommer en af dagene! Så læs med på det næste indlæg om Medinas 5 års fødselsdag!

Få det bedste ud af din dag!

img_9650


Jeg tror ærligt talt, at alle kender til det der med, at være lidt træt, mat, uoplagt og tilbøjelig til at lade negativiteten styre en. Det kan være man har fået det forkerte ben ud af sengen, at man er træt af et eller andet, eller at man bare en en træls dag. Og når først man er en smule irriteret, så skal der ikke meget til før alt og alle situationer bare bliver konverteret til negativitet i hjernen. Heldigvis er der noget man kan gøre for at afhjælpe dette, eller faktisk undgå det helt, jeg har i hvert fald nogle personlige råd, som jeg hjulpet mig rigtig meget til en mere positiv hverdag.

Om morgenen når jeg står op, eller, PRØVER at stå op, så er min første tanke “orker ikke” men dernæst er min tanke “jo du gør, for du SKAL” og så står jeg op og prøver at komme lidt op i gear ved at få gang i kroppen, og så bliver man altså lidt friskere og gladere, og morgenen er den første del af hele dagen, så sørg for at gør den god. Drik en kop kaffe, spis noget lækkert, sæt musik på eller hvad end du kan lide at lave om morgenen – så er der allerede lagt en god bund til resten af dagen.

Men det var jo bare starten? Husk også på dette når du forlader din matrikel:

Lad være med at lade andre menneskerne negativitet påvirke dig – og det kan sommetider godt være svært at abstrahere fra, men det ER muligt, og så snart du kan det, så er du godt på vej til en gladere hverdag. Når folk siger de er trætte af et eller andet, så du kan vælge at sige noget i retning af …”men det er da dejligt, at solen skinner i dag” anything, u name it! Uanset hvor nedern en dag er, så vil der altså altid være noget positivt som man kan vælge at fokusere på. Og hvis du kommer med positive bemærkninger og energi, så smitter det højst sandsynligt af på de mennesker du omgås! Win win!

Nu til noget jeg selv engang har været utrolig dårlig til – lad nu være med at græde over spildt mælk, helt seriøst, det er det dummeste man kan gøre. Sket er sket, man kan IKKE ændre på det, men man kan derimod vælge at tage tingene med en smil i stedet for, så er du også meget rarere at være sammen med, eller du kan fortsætte dagen med at være sur og tvær, og så gør man egentligt bare det hele meget værre i sidste ende. For eksempel da Lena og jeg og en anden bil stødte sammen på en parkeringsplads, så blev der lige totaltskadet en bil, øv bøv hva? Det er hvad der kan ske, ingen kom til skade, og bilen kan laves, så kørte vi hjem og bekymrede os ikke mere over det. Jeg kunne have valgt at sætte mig ned og tude over det, men hvad hjælper det på? Det skruer i hvert fald ikke tiden tilbage, så hvorfor skulle jeg ødelægge resten af min dag på at bekymre mig om det? Det har jeg slet slet ikke tid eller energi til, og det burde ingen have. Brug først dine bekymringer når det virkelig er nødvendigt, og næste gang der sker noget vildt træls for dig, f.eks. hvis du får en p-bøde, så prøv at grin af det i stedet for, det gør det meget sjovere og bedre at komme igennem dagen hvis man ikke stresser og bekymrer sig over ting som alligevel er ude af ens hænder.

Fortsat god og glad tirsdag aften til jer alle sammen <3

 

 

Livet som asylbarn

Vi har været så heldige, at få en ny gæsteblogger her på bloggen. Men ikke en hvilken som helst gæsteblogger. Det er nemlig en anonym gæsteblogger. Og den person har oplevet noget som de fleste andre ikke har. Personen har haft en lidt anderledes start på livet end så mange andre har, og vi håber, at I vil tage rigtig godt imod denne serie af indlæg.


img_9734


Personen har skrevet en indledning til os her, så I kan få en forsmag på hvad I kan forvente:

Jeg har fået lov til at blogge lidt på Lena og Elisabeths blog, hvor jeg vil fortælle alt om livet fra Mellemøsten til Danmark, i Danmark, asylcentrerne og skolerne og generelt bare starten på livet og integrationen her. Jeg har valgt at være anonym fordi det er nogle ret så personlige og hudløst ærlige ting jeg vil skrive om, og for at beskytte visse andre personer som vil indgå i mine historier.

Det vil forløbe sådan at jeg vil skrive korte (ikke alt for korte), men deltaljerede historier om mine oplevelser, tanker, følelser og indtryk af alt det jeg husker fra den tid. På både godt og ondt.

Da jeg har valgt at være anonym refererer jeg til mig selv, og de omtalte personer i mine indlæg for bogstaver, derfor har jeg valgt at kalde mig selv for G. Jeg er 27 år gammel og kom til Danmark i 1992 fra Mellemøsten sammen med mine forældre og min bror. Det er alt jeg kan fortælle om mig. Jeg håber, at I vil læse med i mine kommende indlæg. Jeg glæder mig til at dele, og til at give jer alle et hudløst ærligt indblik i, hvordan det er at have været igennem det som jeg har.

Vi skrives ved –

G

Alene med to børn

img_6492


Ja, jeg er så blevet alene med to børn, og tro mig, det er nogle gange så hårdt, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med mig selv.. Ikke fordi baby Emin græder og er besværlig, for gudskelov så er han bare så nem – men, det er bare typisk, at lige når han skal have en flaske,  så skal Medina på toilettet, jeg kan jo ikke være to steder på en gang, eller når jeg er alene med en baby, og selv skal i bad eller smide skraldet ud??? Den værste er simpelthen, hvis jeg nu f.eks. lige har været ude at handle, og jeg kommer hjem og den bette er lagt til at sove og er kommet af tøjet, og at jeg så opdager, at der er noget jeg har glemt at købe, som jeg bare SKAL bruge nu og her. Så skal jeg til at give ham flyverdragten på igen, løfte ham ned i barnevognen, få barnevognen op af kælderen og heeeele vejen rundt om vores blok, fordi jeg ikke kan tage den nemme vej pga. trapper, for at tage ud og købe EN ENKELT ting altså! Jeg HADER det virkelig! Det er sådan nogle ting der er så besværlige at få gjort, når man er alene! Og jeg kan jo heller ikke være afhænging af min nabo.

Nå, men altså, jeg får jo det hele gjort, nogle gange er jeg heldig at have en eller anden på besøg som lige kan passe ham, eller hjælpe til med noget, men de kan jo ikke være her hele tiden, så jeg er jo nødt til at klare det mig selv for det meste, men Elisabeth tog faktisk lige skraldet med på vejen ned i går.

Men ja tilbage til min mand, han fik jo visum til at kunne besøge os i 3 måneder og min svigermor fik et på en måned. De tog tilbage til Kosovo den 21. februar hvis jeg ikke tager fejl, og lige siden har jeg bare sørget for hele tiden, at holde gang i mig selv for ikke rigtig at tænkte på det. Den første nat og dag var de hårdeste, for hvordan får jeg egentligt alt det her til at hænge sammen, at være alene med to børn, plus alle de huselige pligter? Nu vi snakker om huslige pligter 😖 – Jeg havde lige puttet Emin da jeg opdager min vaskemaskine er færdig, så jeg tænker jeg liiiiige kan nå at løbe ned og sætte alt tøjet til tørre nu han lige er faldet i søvn, jeg tager turen der ned hurtigt. På vej hjem vil jeg løbe fordi jeg synes jeg nærmest havde brugt lidt for meget tid der nede, og i det jeg begynder og løbe fløj min telefon på gulvet i gangen som er lavet af beton!!! BETON?! Så jeg skynder mig og tage den op og løbe videre for at komme hjem og se til Emin, da jeg i mens kigger min telefon og ser den er flækket! Problemet er ikke at den er gået i stykker for jeg har HELDIGVIS forsikring på den, men at min mand har ret i det han siger, at når mine telefoner er godt 8 måneder gamle, så går de ALTID i stykker! Så ja, det er skide svært at få gjort de ting alene.

Angånde min mand så har vi søgt om multivisum, det vil sige at man faktisk slipper for at rende frem og tilbage på ambassader for hele tiden at søge nyt. OG at man selv kan styre fordelingen af de 6 måneder man kan rejse i løbet af det år det gælder i. Så vi kan selv bestemme, om han bruger to måneder i Danmark, to i Kosovo. Så længe han er udrejst 6 måneder på et år. Den her gang var det endnu sværere for ham at skulle udrejse, ikke kun fordi han kommer til at savne os og at få det tætte bånd med sin søn i de her vigtige måneder, men også tanken om, at han efterlader mig alene med to børn. Hvor det for mig denne her gang er lidt nemmere, for tiden flyver jo afsted, enten skal Emin have flaske eller medina vil have hjælp til noget eller vil lege, for hun skal jo også have en del opmærksomhed og endnu mere når hun kun har mig. Det var lige en lidt længere opdatering, men så ved I sådan nogenlunde hvad der foregår her hos mig for tiden, og hvorfor jeg ikke altid har tid til at opdatere dagligt på bloggen ☺️

Forsat god weekend alle sammen!

PS. Hvis nogle af jer ikke har fulgt så længe med, så kan I læse om hvorfor min mand ikke kan være her hos os så længe ad gangen lige HER.

Lena Shabani

 

Older posts