Palæstina dagbog: Ramallah

Al Amari Refugee Camp

Al amari refugee camp


I lørdags da vi var i Ramallah var vi inde og se flygtningelejren Al Amari. Vi blev vist rundt derinde af den sødeste pige Ghada, som også bor der. Hun brugte hele sin middag og eftermiddag på os, så vi følte os virkelig heldige. Ghada er 21 år gammel. Til dagligt studerer hun, og ved siden af arbejder hun med folk som har læsevanskeligheder, og mentalt handicappede mennesker.


Al amari refugee camp


Hun fortalte os en masse om konflikten, samt hvordan den påvirker hverdagen hos mange palæstinensere. Blandt andet kan Ghadas far ikke få lov til at komme ind og se Al Aqsa, den smukke moske – Islams tredje helligste sted, næst efter Mekka og Medina.

Til jer som ikke kender til Israel-Palæstinakonflikten – look it up! Det er så relevant og (efter min mening) vigtigt at sætte sig ind i!


Al amari refugee campAl amari refugee camp


Al Amari flygtningelejren blev etableret i 1949, efter at palæstinenserne blev smidt ud af deres hjem og landsbyer af israelerne. De flyttede alle til Al Amari, og boede der i telte i 8 år, indtil at alle teltene blev erstattet af cementblokke. Al Amari lider af overbeboelse, dårligt kloaksystem og vandløb. Om vinteren står vandet nogle steder en halv meter op. Lejren har to skoler, en drenge- og pigeskole. Og der er lige nu 10377 registrerede flygtninge som bor der.


Al amari refugee camp


De mennesker som er blevet slået ihjel af israelske soldater har mindeplader foran deres hus. Her står Ghada ved siden af sin bedstefars mindeplade. Hendes søsters forlovede blev også slået ihjel af dem.


Al amari refugee camp


Udover den triste historie, og de dårlige forhold, så er der en stemning af håb og harmoni i lejren. Ved hvert hjørne blev man mødt af smil, og børn der gerne ville snakke og have taget billeder. Det ser også ud til, at mange af dem som bor der er godt stillede, hvilket var fantastisk at mærke.


Al amari refugee camp


Til slut inviterede Ghada os med hjem til hendes familie for at drikke te. Vi følte os meget heldige og taknemlige for Ghadas og hendes familie gæstfrihed. De inviterede os også på middag dagen efter, men der skulle vi desværre allerede videre to Jerusalem.

PS. Manden på billedet er ikke i familie med Ghada, men en hun arbejder med i en frivillig organisation som blandt andet hjælper handicappede. Han var også med til at vise os rundt og fortælle os en masse spændende ting.

Jeg har et fantastisk varmt billede af det palæstinensiske folk, og det bliver kun bekræftet om og om igen. Her er så mange skønne, livsglade, åbne og interessante mennesker.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Palæstina dagbog: Ramallah