Angst, hårtab og familiesammenføring


Det her indlæg bliver endnu et personligt indlæg, lidt en fortsættelse af indlægget fra sidste uge tror jeg.

For udover alt det stress jeg har med hensyn til ikke at have en sikker fremtid foran mig, så er der jo også en familiesammenføring som presser på. Sagsbehandlingenstiden er nu gået 2,5 måned over det tilladte. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved bare det tager meget hårdt på os alle, men aller mest på mig. Der er det sygeste pres på mig, for får jeg ikke en tiltrækkeligt indtægt, så går det ud over hele familien fordi jeg forsørger dem.

Jeg lider under det vildeste søvnunderskud, og jeg får ikke spist ordenligt, jeg stresser meget, og jeg kan ikke finde ro. Jeg har sååå svært ved at slappe af. Jeg tror den bedste måde for mig at beskrive hvordan jeg føler, er at bede folk om at forstille sig løbe og løbe udden at stoppe den vejretrækning man laver, hvor man hiver efter luft mens man løber… Sådan føler jeg, at jeg hiver efter vejret bare ved at eksistere.


Stress og hårtab

Jeg har som tidligere vist på instagram, fundet den her skaldede plet i min hovedbund. Lægen sagde, at det var på grund af stress.
Jeg har nu på min ferie snakket med manden derhjemme, som fortæller at der ikke er et eneste hår at finde nogen steder derhjemme, mens folk her i kosovo er begyndt og klage over de finder mit hår over alt? Og nu ser jeg sådan her ud…. Jeg stresser, alt gør mig stresset.. Jeg stak nærmest af fra alt fra Danmark for at kunne finde noget ro og for at slappe af, her sidder jeg anden uge og stresser og panikker.. En angst der har ramt mig som et fucking lyntog, bange for at blive skaldet?



Angst

Angst er noget jeg ikke har haft lyst til at dele, for jeg følte lige pludseligt at alle havde det, og at alle skulle dele det på de sociale medier…. ikke at det skal være et emne vi ikke skal snakke om, men jeg følte lidt der gik lidt trend i at skrive om det, så jeg lod være. Jeg har heller ikke været klar til at dele det med en masse, fordi jeg selv lige skulle lære og håndtere det og finde ud af hvad det var.

Da jeg gik til lægen med det i sommers, er det 3 år siden det begyndte, og siden da har jeg skulle finde ud af hvad der udløste det, og hvordan jeg håndterer det. Alt det skulle jeg finde ud af, før jeg har følt mig stærk nok til at snakke åbent om det. Jeg ved godt det er noget alle har i kroppen, som er med til at alarmere mennesker om ”katastrofer” eller hvis der er fare… MEN jeg har i de sidste ca 5-6 måneder slet ikke haft kontrol over det. Min læge ville gerne jeg tog medicin for det indtil jeg kunne komme forbi en psykiater. Jeg ville helst gerne undvære, men kunne også godt mærke, at jeg ikke kunne fortsætte uden hjælp. Det endte med jeg tog EN pille og følte mig så fuckt og så dårlig, at jeg lod fuldstændig være og har faktisk bare ”behandlet” mig selv, eller, forsøgt på det ved at prøve og finde ro og kontrollere det. Selve angsten er der okay kontrol over, udover da jeg fandt ud af jeg taber mere og mere hår rundt omkring.

Jeg kan bare ikke få ro i sindet, jeg kan ikke slappe af, og jeg bliver simpelthen så hurtigt ked af det? Af ingenting? Jeg forstår det ikke…

Spørgsmålet er også hvor meget mere skal jeg holde ud, indtil familiesammenføringen bliver godkendt? Jeg VED med garanti at så snart jeg kan slippe lidt af med det store ansvar jeg har for den her familie, at så vil jeg kunne have tid til at tænkte på hvilke behandlinger der er til mig, Hvad kan hjælpe mig videre, eller hjælpe mig så jeg kan blive mere glad igen? Hvor meget mere kan jeg holde til? Det vil tiden jo vise… Er der nogen der ude der har prøvet det samme med håret, så skriv og fortæl mig gerne om det! Hvad som helst.

Kys og kram herfra

Opdatering og sandheden på bordet


Jeg har været væk fra bloggen rigtig rigtig længe, og på den tid er der sket mange ting.

Det værste må være, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte henne? Forestil dig.. du står midt i et lyskryds, og der kommer fuld fart mod dig fra alle fire veje. Forestil dig alt det rod som du har, og som kun du kan rydde op i, det er mit liv for tiden. Jeg aner ikke hvordan jeg skal gøre det. Derfor bestilte jeg en spontan to ugers ferie langt fra Aalborg, sammen med min mor, hvor jeg befinder mig nu.

Jeg kunne mærke jeg havde brug for at komme væk, jeg havde brug for at sove uden at stå op om natten pga. bekymringer, for så at falde i søvn igen grædende… Jeg føler mig frustreret og træt i både hovedet og kroppen, jeg har brug for ro og for at kunne mærke min krop og mig selv igen.

 

Siden sidst I har hørt fra mig….

 

….. er der sket det, at jeg meldte mig til HF fjernundervisning, fordi jeg simpelthen var nødt til at få en uddannelse. Mest af alt for at have noget at kunne falde tilbage på. Jeg arbejder med rengøring i et firma, et firma jeg har arbejdet for i 5 år, som jeg har elsket at være en del af. Jeg har for 3 år siden af en tidligere servicechef derfra fået den besked, at så snart tiden var inde til det så ville jeg få en stilling som serviceleder, jeg har det rigtig godt med alle i firmaet, både dem på kontoret og medarbejderne. Det er jeg rigtig glad for! Jeg vælger så at vente på den her stilling, og i mellemtiden arbejder jeg for firmaet, og jeg arbejder langt mere end nødvendigt, faktisk som var det mit eget, jeg sørger for medarbejderne har det godt ved at hele tiden videregive de vigtige informationer, og meddelelser til dem på kontoret (med deres tilladelse selvfølgelig). Kort sagt jeg arbejdede mere end nødvendigt, og fungerede egentligt som langt mere end en blot en rengøringsassistent i firmaet. Der sker så det, at der kommer en ny servicechef, hvorfor aner jeg ikke. Men en ting jeg kan sige er, at det kunne mærkes både på medarbejderne, men også på mange andre måder (den dårlige måde). Mange af medarbejderne er utilfredse og kede af det, en af dem har tilmed grædt rigtig meget.

Nok om det, jeg venter jo på den her stilling. Og imens jeg venter opfodrer mine kollegaer mig til at videregive nogle ting til ledelsen. Derfor vælger at arrangere et møde i stedet, og alt gik fint. Jeg får så at vide, at jeg kan komme på en prøveperiode på 3 måneder som serviceleder, og selvfølgelig takker jeg ja til det, fordi jeg VED jeg kan, og at jeg rigtig gerne vil.
Der går lidt tid og jeg kan mærke jeg er oppe på godt og vel 37 timer næsten, oveni det studerede jeg 4 fag og har altså to børn oveni. Jeg prøver og snuse mig lidt omkring, for at finde ud af hvor stor chancen er for, at jeg får den her stilling således jeg kunne droppe ud. Så hvad skulle jeg gøre? Lægge alt min energi i jobbet, eller fokusere på mine lektier og mine børn? Jeg får af vide at alt er rigtig godt, og jeg skal bare fortsætte med det gode arbejde, en ting vi lige skulle følge op på var min kommunikation med kunderne, fair nok. eJg havde ikke haft kontakt med kunderne på samme måde før, som jeg nu skulle have som leder, så det forstod jeg godt. Aftalen blev, at jeg kører en uge alene, og en uge med chefen som ejer firmaet, så jeg kunne lære alt det vigtige.

Første uge gik, og derefter anden uge, og ingen kom med mig? Jeg havde på det tidspunkt ikke alene fået et okay godt forhold til mine kunder, men faktisk også solgt rengøring og andre ting. Jeg bliver så ringet op af min chef, og bliver tilbudt et måltid mad, for så derefter at få nyheden om, at jeg ikke er klar endnu, men at jeg bare skulle kæmpe en masse for at bevise, at jeg er den rette til stillingen. Så jeg siger okay til at kæmpe, for jeg havde mistet mine studier, og sat et mål i mit hovede om at jeg skal gøre alt hvad jeg kan for den her stilling. Men øh nej, jeg får så et andet opkald to dage efter eller tre, og får at vide, at det faktisk allerede er blevet bestemt at jeg ikke skal have lederstillingen. Men det havde INTET med mig at gøre, det var en beslutning der var taget på baggrund af økonomiske problemer. Jeg tænker bare SERIØST? Har jeg i alle de 5 år arbejdet min røv ud, passet på et firma som var det mit, ladet 5 år af min datters opvækst gå forbi mig ved at hun er blevet passet af sin far og mine forældre, og kun set hende meeeeeeget lidt pga. arbejde? Hell no, jeg føler mig som en kæmpe idiot. Jeg føler min arbejdskraft er blevet misbrugt på det groveste, uden nogen form for respekt og taknemlighed. Jeg føler faktisk, at jeg har bevist mere end rigeligt, og nå ja, jeg fik en besked der lød sådan her, ‘‘vi vil rigtig gerne du bliver i firmaet, for vi kunne godt tænke os, at du bliver serviceleder senere hen når der er råd til det”?…. Ellers tak, jeg er gået glip af min datters opvækst nok, det kommer aldrig til at ske.

Find mig timer der ligger mellem 8.00 – 15/16.oo – så er jeg klar, ingen aftenvagter ingen weekendvagter til mig længere.

Lige nu er jeg i Kosovo. Jeg har ikke styr på tingene derhjemme, så jeg har absolut ingen anelse om hvad der kommer til at ske fremover.

Budgetvenlige forårsfavoritter

Indlægget indeholder reklamelinks


1: HERE // 2: HERE // 3: HERE



4: HERE // 5: HERE // 6: HERE



7: HERE // 8: HERE // 9: HERE


Nu hvor der endelig er forår i luften, så er H&M også kommet frem med nogle helt fantastiske nyheder. Jeg ved ikke med jer, men jeg er helt forelsket i de nye kollektioner. Jeg har her udvalgt 9 favoritter, alle i den prisvenlige klasse, da der jo gerne skal være råd til lidt af hvert! Jeg crusher især på den lilla denimjakke, og jeg tror jeg er nødt til at anskaffe mig den!

Sri Lanka vlog #3 Ella


Så er min tredje VLOG fra Sri Lanka ude, yay!

Denne gang kan I følge med i vores 3 dage i Ella, som bød på mane kultur- og naturrige oplevelser. Blandt andet Nine Arch Bridge, som længe har været på min “bucket-list”.

I kan se den via linket herunder, og husk at tryk HD til for en bedre oplevelse!